Mærkbar - Musikalske Rødder
Baggrund
I en tid præget af hurtige digitale indtryk, fragmenteret information og global uro bliver det stadig vigtigere for unge mennesker at forstå deres egen historie og kulturelle rødder. Musikken kan fungere som et anker – et sted, hvor identitet, fællesskab og fortællinger kan udfoldes og deles. Når unge får mulighed for at arbejde med musik, der trækker på både deres egne og andres traditioner, skabes der forbindelser på tværs af kulturer, generationer og erfaringer. Musikken
bliver et sted, hvor man kan stå fast og samtidig række ud.
Med Musikalske rødder ønsker vi at give unge i Odense adgang til et musikalsk rum, hvor de kan udforske, skabe og præsentere musik, der bygger bro mellem deres personlige baggrund og den kultur, de er en del af i dag. Projektet skal styrke deres kunstneriske selvtillid, udvide deres horisont og skabe nye fællesskaber gennem musikken.
Formål
Projektet har til formål at:
- åbne nye veje ind i musikken for unge
- give deltagerne mulighed for både at opleve, skabe og fremføre musik i professionelle rammer
- styrke unges kulturelle identitet og nysgerrighed gennem mødet med kunstnere, der arbejder med traditionel musik i moderne form
- etablere et bæredygtigt samarbejde mellem Odense Musikskole, UngOdense, Mulernes Legatskole og Resonator Festival
- skabe et inkluderende musikalsk fællesskab, hvor unge med forskellige baggrunde kan mødes og udtrykke sig
Projektbeskrivelse
Projektet tager afsæt i en professionel kunstner, der arbejder med traditionel musik – enten gennem egne rødder eller gennem en kunstnerisk praksis, der forener tradition og samtid. Kunstneren fungerer som både underviser, inspirator og kunstnerisk leder for forløbet. Undervisningen tilrettelægges, så alle kan deltage uanset forudsætninger. Fokus er på kreativitet, fællesskab og mod til at prøve nyt.
Igennem en række workshops sammensættes en afslutningskoncert på Resonator Festival i uge 45. Her præsenterer deltagerne deres musik i professionelle rammer. Koncerten bliver både en kunstnerisk milepæl og en markering af de unges rejse gennem projektet.
Samarbejdspartnere
- Resonator Festival (Tempi)
- UngOdense
- Mulernes Legatskole